Hvorfor du havner i gamle roller i din familie?

Om Karpman’s dramatrekant

Dine nærmeste relationer er det sted, hvor du hurtigt glider ind i gamle mønstre, særligt i din familie, som er arnestedet for dine tidligste tilpasningsstrategier. Det var her, du lærte, hvordan du indgår i relation med andre, her du tilpassede dig de voksne og eventuelt måtte udvikle beskyttelsesstrategier for at opnå kontakt og en form for tryghed.

Derfor kan du være en stærk, kompetent voksen ude i verden og alligevel føle dig lille, skyldig, vred, opgivende eller overansvarlig, når du træder ind ad døren hos dine forældre.

Vi bliver yngre indeni, hurtigt aktiverede og langt mere sårbare, end vi bliver andre steder.
Her er det ekstra svært at ændre sit mønster, især hvis modparten har samme mønster som altid.

I dette felt bliver Karpman’s dramatrekant ofte aktiveret med en stærk og intens energi.

Hvad er Karpman’s dramatrekant?

Stephen Karpman beskriver destruktive mønstre i konflikter ved hjælp af tre roller, som mennesker glider ind i, når de er utrygge, og nervesystemet reagerer:

  • Offeret: Jeg er magtesløs, det er synd for mig, jeg er hjælpeløs. Kan også være manipulerende.
  • Redderen: Jeg må løse det for at skabe ro. Jeg fikser. Det er mit ansvar.
  • Krænkeren: Jeg kontrollerer, kritiserer eller angriber for at beskytte mig selv.

Det er ikke personlighedstræk.
Det er tilstande i nervesystemet.

Rollerne synkroniserer sig lynhurtigt. Når én person begynder at kommunikere fra én rolle, ryger andre automatisk ind i de resterende.

Problemet er, at ingen klart og tydeligt udtrykker deres følelser og behov. Der er ingen, der tager ansvar for egne følelser, og der opstår et socialt, ofte ubevidst, manipulerende samspil for at få behov opfyldt.

Hvorfor opstår dramaet især i familien?

Fordi samspillet er gammelt. Fordi det var her, mønsteret oprindeligt opstod.

Du har lært deres tone, deres mimik og deres mikroreaktioner, før du kunne tale.
Din krop kan mærke skift i stemninger, før du selv opdager det.

Det er implicit hukommelse, ikke noget du bevidst vælger.

Hvis du voksede op i et miljø, hvor du skulle tilpasse dig, skabe ro eller beskytte dig selv, vil det samme mønster aktiveres, når du er i nærheden af de mennesker, det blev til i, i særlig stærk grad.

Det er ikke dig som voksen, der reagerer. Det er et yngre sted i dig, der bliver aktiveret. Dit system genkender samspilsmønsteret, og der er meget på spil i relationen til dine forældre. Derfor kan det være ekstra svært at gøre noget andet, når modparten bliver ved med at gøre det samme.

Eksempler: Når en forælder taler fra én rolle og du ryger ind i en anden

1. Når din mor taler fra Offerrollen og du bliver Redderen

Din mor siger:
“Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Ingen hjælper mig. Det er som om, jeg står alene med alting.”

Hvad sker der i dig?
Du mærker en pludselig impuls til at trøste, løse og fikse.
Du bliver ansvarlig for hendes følelsesmæssige tilstand, måske uden at opdage det. Du mærker skyld og skam og føler dig straks som en dårlig datter, der burde gøre mere.

Hvad er på spil?
Dit nervesystem registrerer hendes afmagt som din opgave.
Redderrollen er en gammel strategi for at skabe ro og sikre kontakt i relationen. Før du når at tænke, er du i gang med at berolige, forklare, glatte ud og påtage dig ansvaret for din mors følelser. Bagefter kan du mærke, at du gik imod dine egne grænser.

Når din mor indtager den rolle, ved dit system instinktivt, at din mor ikke er i stand til at møde, rumme eller være der for dig, og for at bevare kontakten indtager du en af de andre roller.

2. Når din far taler fra Krænkeren og du ryger i Offeret

Han siger måske:
“Du overreagerer altid. Jeg forstår ikke, hvorfor du skal være så besværlig.”

Hvad sker der i dig?
Du kollapser indeni.
Du mister sproget, trækker dig eller begynder at tvivle på dig selv.

Hvad er på spil?
Dit system oplever kritik som en trussel, ikke mod dit ego, men mod relationel tryghed. Offerrollen aktiveres som en gammel måde at beskytte dig på, en frysrespons. Dit system mærker, at der er dele af dig, din far ikke rummer, og fordi vi som børn er livsafhængige af relationen til vores forældre, fortæller dit system dig, at der er dele, du skal lukke ned for, for at bevare relationen.

3. Når din mor taler fra Offeret og du ryger i Krænker

Hun siger:
“Jeg kan aldrig gøre noget godt, jeg er åbenbart en dårlig mor.”

Hvad sker der i dig?
Du mærker irritation, vrede eller en trang til at råbe:
“Så tag da fåååcking ansvar og gør noget andet. Kunne du måske være nysgerrig og lytte lidt til, hvad der bliver sagt. Ja, du er en dårlig mor.”

Hvad er på spil?
Du er træt af, at din mor aldrig lytter eller tager ansvar for relationen. Du mærker frustrationen som barn og forvirringen over, at din mor aldrig tog det ind, du sagde, og dit system går i kampmodus.

Krænkerrollen bliver en måde at beskytte din integritet på. Det er også et forsøg på at blive hørt og forstået ved at skrue op.

Hvad gør disse dynamikker så stærke?

Fordi de:

  • er forbundet med implicit hukommelse lagret i kroppen, ikke kognitiv forståelse
  • opstod længe før du havde et voksent sprog
  • er internaliseret som “sådan skaber man forbindelse med andre”
  • vækker gamle tilknytningssår om ikke at blive mødt, set, forstået og rummet
  • vækker en længsel efter at blive set og en frygt for at blive afvist
  • vækker en automatisk trang til at tilpasse dig for at passe på relationen

At havne i dramatrekanten er et tegn på, at du har været i relationer, hvor du måtte tilpasse dig for at høre til, og hvor det har været svært at være hele dig.

Hvordan undgår du at blive trukket ind i rollerne?

  1. Læg mærke til skiftet i din krop
    Tunghed, anspændthed, varme, følelsesløshed, skyld og uro er tegn på aktivering.
  2. Navngiv det for dig selv
    “Nu taler de fra Offer Redder Krænker, og mit system reagerer.”
    Bare det skaber regulering.
  3. Tag en pause
    Træk vejret, mærk fødderne i gulvet. Gå en tur eller træk ind på et andet værelse. Det er svært at mærke når man står lige i orkanens øje.
  4. Undgå at løse, forklare eller forsvare
    Det er brændstof til dramatrekanten, især hvis modparten ikke er modtagelig for at lytte.
  5. Mød dig selv med medfølelse og omsorg
    Vær mild og ikke hård mod dig selv, når gamle mønstre opstår med de mennesker, hvor de oprindeligt blev skabt.

Hvis du alligevel bliver suget ind

Så er du helt normal.

Familien er det sted, hvor dine tidligste overlevelsesmekanismer blev formet. Der er meget på spil i relationen til dine forældre.

Derfor er kræfterne stærkere der end nogen andre steder i dit liv. Det giver mening, at du kan blive taget tilbage til gamle mønstre i den konstalletion.

Hvis det sker, er det vigtigste, hvordan du møder dig selv, når du opdager, at du er røget ind i én af rollerne. I stedet for at slå dig selv oven i hovedet, så vid, at dette mønster opstod, fordi der var voksne, der ikke havde ressourcerne til at møde dig med forståelse og rumme hele dig.

Forskellen i dag er, hvordan du møder dig selv. Er det med omsorg og forståelse eller med hårde ord? Hårde ord skaber yderligere dysregulering og skam.

Hvis du vil arbejde med dine mønstre i dybden

I terapi hos mig i København eller online kan vi arbejde med:

  • nervesystemets rolle i gamle samspilsmønstre
  • grænsesætning
  • hvordan du regulerer dig selv i relationer og bevarer kontakten til dig selv
  • hvordan du kan stå stærkt i dig selv, også i din familie
    • hvordan du kan skabe trygge relationer som voksen

Når du får et mere trygt indre fundament, vil dramatrekanten miste sit greb.
Du begynder at handle ud fra dig selv og ikke fra gamle strategier.

Kvinderum, motherblessings og fejring, psykoterapi købehavn

Ensomheden kommer når du forlader dig selv

Læs hvordan indre ensomhed opstår, når vi mister kontakten til os selv.
Læs artikel →
Karpmans dramatrekant dysfunktionelle familiemønstre psykoterapi

Hvorfor du havner i gamle roller i din familie?

Har du svært ved at forstå hvorfor du føler dig lille, skyldig, vred, opgivende eller overansvarlig i det øjeblik du træder ind af døren hos ...
Læs artikel →

Indre kritiske stemmer der dræner og spænder ben for dig

Den indre kritiker er hverken medfødt eller tilfældig. Den er opstået på et tidspunkt, hvor du havde brug for at beskytte dig selv.
Læs artikel →